Scarlet Pleasure

Eftersom sidste stemningsreportage, som du kan læse her, berettede om en temmelig pinlig fornøjelse i form af en brunstig huntiger på rov efter Dorgan-kød, så havde jeg egentlig håbet på, at denne her reportage ville blive sådan helt normal. For at imødekomme mit eget ønske, havde jeg også sikret mig, at denne huntinger, som var nogens mor og nok min, var i bur i dagens anledning, da Badeanstaltens kød, Scarlet Pleasure, i fredags bare ikke var mørt nok til en kvinde 50+. Men bedst som jeg havde travlt med at ”clear the way” for en normal aften og dermed en normal reportage til jer, så vælger min indre 17-årige partyprinsesse efter en lummer aften i selskab med Danmarks absolut bedste fissepop-leverandører at tylle uproportionerede mængder rom og cola, gå på diskotek hvor gennemsnitsalderen er 16 på en fredag, falde i søvn på badeværelsesgulvet hos min mindst lige så medtagede veninde, vågne op til anti-dåd med flisegulvsmosaik imprægneret i den ganze ansigt, et dankort fattigere og et par Nike Roshe Run med opkast rigere. Oh yes, som den lille ulækre kineser i ”The Hangover” ville sige det: ”We had a sick night bitches!”

Men faktisk, før nogen skulle finde på at påstå, at denne brandert står for egen regning, så vil jeg lige pointere, at hvad der skete fredag nat, faktisk ikke var min skyld. Efter aftenens koncert blev jeg givet to valgmuligheder: 1. At udnytte den opbyggede lummerhed og øve babymaking med manden. 2. At udnytte den opbyggede lummerhed og drikke mig uforskammet fuld. Selvom valgmulighed nummer 1 på alle måder burde være at foretrække, så var der fredag aften kl. 23.30 åbenbart bare for uoverskueligt langt til mit hjem i lille Høng, og #densåkaldtehede rykkede ”Anzvarlii_mor25” skakmat.

Men lad os lige spole to og en halv time tilbage – altså til før jeg overhovedet overvejede mulighed 1 eller 2 – tilbage til kl. 21.00, da supporten ANYA, som netop har vundet ”Årets Upcoming” ved Politikens iByen-prisuddeling, indtager Badeanstaltens scene. ANYA har været med drengene fra Scarlet Pleasure på hele tournéen og høstede en fem-stjernet (næsten seks-stjernet) anmeldelse i GAFFA efter koncerten på Posten i Odensen tilbage i marts – hvilket bestemt er fortjent, for ANYA kunne meget vel være svaret på vores kalden efter flere stærke kvindelige artister med en klar profil. Hun er nemlig selvsikker, musikalsk legende, møg sympatisk og et strålende vokalistisk talent, og så har hun en række rigtig lækre RnB-numre i baggagen, som er ganske unikke i forhold til, hvad det danske musikfarvand ellers har at byde på.

ANYA takker af efter 20 minutter, og en kort pause før #densåkaldtehede skal testes på Badeanstalten giver mig mulighed for at tale lidt med to piger på forreste række, som hverken er til at overse, overdøve eller overhøre. Det er Ida, den dedikerede Scarlet-fan med 11 koncerter på CV’et og Sarah, som tilsammen udgør forreste rækkes Duracell-kaniner og backing track-kor. Ida og Sarah er rejst fra København for at opleve endnu en aften med deres yndlingsdrenge, og de to piger er klar med skrigesalver, da scenelyset slukkes, og de fire drenge iklædt sølvjakker bevæger sig ind på scenen. Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg op til koncerten ikke havde gjort mig meget i Scarlet Pleasures lydunivers, men i stedet havde været mere fokuseret på deres lidt prekære styling og moves, som virkelig har genopfrisket mine minder fra tiden med Backstreet Boys-samlekortene, lava-lampen på det limegrønne pigeværelse og plakaten med Aaron Carter, der hang over mit hovedgærde. Indtil i aftes ville jeg også have rystet på hovedet over de hunkøn, som skulle påstå, at Emil, Joachim og Alexander (og Magnus på keyboard og kor) skulle kunne være leverandører af en fræk fredag. Og indtil i aftes havde jeg heller aldrig stået, som en anden teenagepige med en veninde under armen, med rødblussede kinder og taget mig selv i (ja, det er sgu en pinelig indrømmelse det her, så I må ikke sladre) at tænke: Skulle man i bedste Beatles-fangirl-stil kaste trusser efter nogen, for så kunne de tre unge herrer da meget vel være kandidater til at modtage dem. Skrev jeg lige det?! Oh yes, I did!

Så med kameraet som perfekt camouflage, og med en alletiders undskyldning for at zoome og zooooooome, så stod jeg altså der på forreste række til lumre love-toner med min lige så hederamte veninde. Her deltog jeg aktivt i en diskussion med hende om, hvor i hendes lejlighed det ville være passende med en fotostatvæg med Joachim i bar overkrop og rød pandapels, mens jeg selv var mere interesseret i, om der mon ville blive udgivet samlekort med Scarlet-drengene, for i så fald ville jeg da i hvert fald samle på Alex-kort. Ja, hvad et par liderlige toner og sølvjakker ikke kan gøre ved to ellers pæne piger, åbenbart.

Da koncerten nærmer sig sin afslutning har jeg allerede udført et par klamme dansetrin, bidt mig et utal gange i læben i bedste Fifty Shades-facon og delt fjogede blikke med min jordbærfarvede veninde. Men selv om jeg er godt optaget af kødet (ja, man er vel datter af en huntiger) på scenen, så har jeg dog tid til at kigge mig omkring i salen, hvor jeg opdager, at vi er en hel flok af jordbærfarvede k(v)inder – i alle aldre. Men der er også fyre repræsenterede til aftenens koncert – betydeligt mindre jordbærfarvede men til gængæld fuldstændig fortrolige med Scarlets tekstunivers.

Vi, min veninde og jeg, lister straks efter koncerten backstage og sunder os over oplevelserne og vurderer, hvad aftenens videre udskejelser skal stå på. Scarlet Pleasure har jo, som før nævnt, kun overladt to muligheder til os. Overvejelserne afsluttes ganske tjept, og den første rom-med-rom drink hældes ned. Ti minutter efter følger den næste, og den næste og (desværre) endnu en næste. Flere rom-med-rom betyder færre filter. Færre filtre betyder, selvfølgelig, at jeg ikke kan holde min kæft. Oh ja… Alkohol, du søde, hvor jeg dog elsker den måde, du påvirker min dømmekraft på, og jeg elsker den måde, du hjælper mig med at fortælle Scarlet-drengene, at de altså er pænere på billeder, når de smiler, og at Joachim er alletiders i rød pels – når bare der er blottet muskuløst kød under denne. Særligt elsker jeg, at du hjælper mig med at sige dette, altså de ovenstående virkeligt velgennemtænkte dybsindigheder, igen… og igen… og igen – for tænk, hvis jeg for fanden skulle være så uheldig, at drengene ikke hørte det første gang?!

Da klokken nærmer sig 01.00, og jeg nærmer mig du-burde-gå-i-seng-stadiet, vælter (bogstaveligt talt) vi, de tørstige teeangetøser, mod Slagelses byliv. I fællesskab skråler vi ”TAKE ME TO THE MOOOOOOON” – på dette lykkelige tidspunkt uvidende om, at vi kun to timer efter skulle vise os at ende væsentligt mere ynkelige end hede, tættere på gulvet end på ”the moon” og i min venindes dobbeltseng med en blå placticspand som aftenens eneste erobring.

Én ting er vi dog enige om, mens vi ligger dér – nej, nærmere to ting. For det første, at det, altså det hele, er Scarlet Pleasures skyld. For det andet, at den blå plasticspand er for lille.

Nu her tre dage efter koncerten er jeg stadig overbevist om, at det var Scarlet Pleasures skyld (og at den blå plasticspand altså var for lille). Men jeg er samtidig overbevist om, at Emil, Joachim og Alexander leverede årets til dato bedste stemning på Badeanstalten. Så tak for det drenge – lidt mindre tak for weekendens tømmermænd og den afstraffelsesceremoni (se video nedenfor), som jeg måtte gennemleve lørdag. Og ja, det er min mand, som filmer og råber oppiskende til kampbabyen, for sådan er straffen for at vælge sprut fremfor babymaking – åbenbart 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s